Arkiv

17/03/2023Efter mere end 1½ års tovtrækkerier med Syddjurs Kommune, er det nu endelig lykkedes at gennemføre ønsket om at få opsat skilt ved Djunkevej ved stranden, samt skilte på Hjuldampervej og Barkstien med 15 km/t og “Gennemkørsel forbudt for uvedkommende”. Sidstnævnte håber vi vil reducere støvgenerne, uønsket trafik og ikke mindst den alt for høje hastighed, som vi desværre stadig er vidne til.
09/01/2023Referat fra bestyrelsesmødet, samt svar fra Syddjurs Kommune angående gentagne tilsidesættelser af deklarationen af 1968 kan ses her.
08/01/2023Bestyrelsen har i dag haft møde. Iflg. vedtægterne skal den ordinære generalforsamling varsles med mindst 3 måneder. Bestyrelsen har ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på, at påsken falder tidligt i år, så varslet derfor ikke kommer rettidigt ud, men med en uges forsinkelse. Bestyrelsen håber på tilgivelse for denne slendrian.

Det varsles hermed, at den ordinære generalforsamling afholdes Palmesøndag, SØNDAG den 2. april 2023 kl. 10.00 på Danhostel Ebeltoft, Egedalsvej 5, 8400 Ebeltoft.
27/09/2022
Der er nu truffet afgørelse i sagen om udlægning af sten på stranden.
Fredningsnævnets kendelse og dels Kystdirektoratets afgørelse med dispensation til udlægning af sten til regulering af kørsel og parkering kan ses her ovenfor. 
Sagen er således fuldt afsluttet på en hensigtsmæssig måde, der både tilgodeser naturens, lodsejernes og strandgæsternes interesser.
11/03/2022Grundejerforeningens høringssvar omkring Århus Kommunes planer om klapning i Hjelm Dyb kan læses her.
24/01/2022Nybolig har opsat et skilt på hjørnet af Hjuldampervej og Dråby Strandvej. De er dog ude i god tid, idet lokalplanen for området endnu ikke er godkendt. Bestyrelsen har kontaktet kommunen, og de bekræfter, at lokalplanen er under udarbejdelse, og ventes klar i 1. eller 2. kvartal 2022. Når lokalplanprocessen bliver politisk igangsat starter den egentlige udarbejdelse af lokalplanen, hvorefter der typisk går 9-12 måneder til en lokalplan er endeligt vedtaget. Den igangværende dialog med grundejerforeningen er intakt, og vil fortsat være det. Kommunen er ikke blevet underrettet om opsætning af skiltet.

Salget er altså IKKE startet, men interesserede kan komme på venteliste hos Nybolig, så man kan få tilsendt salgsmaterialet, når det er tilgængeligt. Og det er det jo først, når lokalplanen er godkendt.
17/01/2022Sankt Hans bål og grenindsamling
Grundejerforeningens bestyrelse har på grund af mange andre opgaver omkring byggesager og udstykning m.v. besluttet, at bestyrelsen fremover ikke vil stå for gennemførelse af Sankt Hans arrangement.
Som tidligere oplyst har lodsejerne på stranden ønsket, at bålstørrelsen reduceres betydeligt i forhold til hidtil. Den fælles grenindsamling har været meget omfattende og har udgjort en stor udgift for grundejerforeningen. Bestyrelsen har derfor besluttet, at der ikke længere foretages og finansieres en fælles grenindsamling.

Hvis der blandt grundejerforeningens medlemmer er ønske om, at der fortsat skal være en anden form for grenindsamling og et fælles arrangement på stranden i forbindelse med Sankt Hans bål, skal der nedsættes en arbejdsgruppe af frivillige grundejere, som vil påtage sig opgaven.

Arbejdsgruppen refererer til bestyrelsen og skal stå for hele arrangementet, dvs. aftale med lodsejer om placering af bålet og bålstørrelse, myndighedstilladelser, indsamling grene, opsætning af telt, salg af øl og mad, samt slukning og oprydning efter bål m.v.

Interesserede bedes hurtigst muligt og senest den 1. marts 2022 henvende sig til foreningens sekretær Anette Schmidt Laursen på mail skriver@grfdraabystrand.dk
09/11/2021Repræsentanter fra grundejerforeningens bestyrelse har den 1. november 2021 afholdt et møde med Syddjurs Kommune. Baggrunden er, at arbejdet med udstykningen nord for grundejerforeningen er påbegyndt, idet der i oktober er foretaget geotekniske målinger (de hvide pinde, der stikker op). Resultatet af mødet var positivt, og de overvejelser, som bestyrelsen har gjort sig, er fremført for og modtaget af kommunens repræsentant. Lokalplanprocessen starter allerede i 1. eller 2. kvartal 2022, så det er vigtigt, at vi får gjort vor indflydelse gældende. Læs resume her.

Sagen kan i øvrigt følges på www.syddjurs.dk/aaben-indsigt – sagsnr: 21/43418

Det er bestyrelsens indtryk, at kommunen er åben for input og ideer, så har du noget, du gerne vil bidrage med, som ikke allerede er forelagt kommunen, så er der stadig tid. Bestyrelsen forventer det næste møde med kommunen en gang i løbet af 1. kvartal 2022.
07/10/2021Referat fra seneste bestyrelsesmøde er nu tilgængeligt her på hjemmesiden. Forsøgsvis bliver referatet ikke længere opsat i opslagsskabet. Og måske er tiden løbet fra netop opslagsskabet. Er der i det hele taget nogen, der indhenter informationer ad den vej længere. Vi vil gerne opfordre grundejerne til at kommentere emnet – ved at sende en kommentar til kasserer@grfdraabystrand.dk
05/10/2021I uge 41 bliver vejene repareret for vinteren. Der er mange huller, og de vil fortsat komme, uanset hvor meget grus der lægges på. Bestyrelsen finder det derfor formålstjenligt, at grundejerne selv kan gribe ind, når hullerne atter bliver til gene. Derfor vil der på hjørnet af Brigvej og Fuldriggerstien (som tidligere) i uge 41 blive placeret en bunke stabilgrus, som grundejerne kan benytte. Det er IKKE tanken, at gruset skal bruges i privat regi, men KUN til udbedring af hullede veje.
01/10/2021Havplan Danmark har været i høring siden marts måned, og interessenter har siden da haft mulighed for at bidrage med kommentarer og ideer til, hvordan den endelige plan skal se ud. Vi har, som grundejerforening, interesse i de planlagte aktiviteter i Kattegat, specielt omkring etablering af havbrug i de afsatte områder mellem Djursland og Odden/Nordsjælland. Bestyrelsen har derfor, i lighed med andre interessenter i vort nabolag, udarbejdet et høringssvar, hvori vi udtrykker vores bekymring omkring de udlagte områder og planerne om råstofindvinding mm. Du kan læse høringssvaret her.
16/08/2021I henhold til grundejerforeningens vedtægter §19 opfordres grundejerne til at efterleve anvisningen om indbetaling af kontingent til det af bestyrelsen anviste sted, som er Jyske Bank via PBS Betalingsservice.

Selvom der er et godt stykke tid til næste kontingentopkrævning, kan man godt, hvis man ikke allerede har gjort det, tilmelde sin betaling til PBS. Dette gøres ved at oprette en betalingsaftale via Netbank eller ved henvendelse til sin banken med nedenstående oplysninger:

PBS nr: 06404537 
Debitorgruppe 00001 
Kundenummer (spørg kassereren) – da kundenummer refererer til grundejers adresse i PBS-systemet.